Jeg er journalist, men jeg ved da så meget om arabisk (og lingvistik), at
jeg ved, at det er det rene vrøvl at skrive, at vokaler ikke er
betydningsbærende i arabisk - hvem tilskriver sig selv viden om det til at
tillade sig selv at lægge den slags vrøvl ud? - Eks.: katabta: du (hankøn)
skrev - katabti: du (hunkøn) skrev. Det er også det rene vrøvl, at man ikke
skriver vokaler på arabisk - de lange vokaler a, i og u noteres fuldt ud på
lige fod med konsonanter, også i såkaldt ikkekevokaliserede tekster - og at
de tilsvarende korte udgaver af de tre vokaler ikke *noteres* i
ikkevokaliserede tekster betyder jo ikke, at de ikke *sprogligt *er der - de
realiseres jo i udtalen! Det er måske svært i banal forstand at forstå, at
man skal udtale noget, der ikke står der - men her vil en sammenligning med
det kinesiske skriftsystem jo indlysende illustrerere, at skriftsystemer og
talt sprog ikke umiddelbart og nødvendigvis har et nært forhold til
hinanden.
Skriftsystemer er teknologi, og de teknologier, der op igennem historien
rundt omkring i verden er udviklet til at notere talt sprog - fra tegninger
på klippevægge til indridsninger i lertavler og skrift på birkebark - har
vist sig mere eller mindre velegnede til formålet, og de er
derfor blevet underkastet - og bør også fremover underkastes - en vurdering
af, om de udfører den ønskede opgave tilfredsstillende - eller om de ikke
ikke er tilstrækkeligt velegnede til formålet og skal afløses af en
teknologi, der udfører opgaven bedre.
Det var f.eks. det, der skete i Tyrkiet, da man i 1928 gik bort fra det
arabiske alfabet og begyndte at anvende det latinske suppleret med egne
udgaver af nogle af de latinske bogstaver - ligesom dansk har æ, ø og å.
Disse ændringer sker sjældent ud fra rent sproglige vurderinger, men oftest
i forbindelse med store politiske omvæltninger. Det var Mustafa Kemals
magtovertaglese og verdsliggørelse, der banede vejen for
skriftsprogsreformen i Tyrkiet. På samme måde arbejdede man i Kina i
1950'erne på at indføre det latinske alfabet i stedet for de kinesiske
skrifttegn. i 1956 besluttede man at beholde det traditionelle skriftsprog
og nøjes med at forenkle mange af de meget komplicerede tegn, for ikke at
afskære forbindelsen bagud til flere tusinde års historie. Men man
besluttede at bruge det latinske alfabet til en standardisering af udtalen,
altså netop det, et alfabetsystem gør så godt: At notere et og kun et tegn
for hvert af det ret begrænsede antal udtrykselementer
(sproglyde), sprog består af - langt de fleste af verdens mange sprog nøjes
med under 30.
At arabisk har valgt at nøjes med 3 vokaler er sproget jo i sin gode
demokratiske ret til at gøre - men at det ikke er optimalt, at arabiske
standardtekster ikke noterer betydningbærende korte vokaler, er der da ud
fra et hensigtsmæssighedssynspunkt masser af grunde til at kritisere.