For nogle år siden arbejdede jeg med bygningsbevaring i Svaneke på Bornholm. I den forbindelse undersøgte jeg oprindelsen til en meget særpræget bygningsdetalje på mange af Svanekes gamle huse. "Øretæver" blev de kaldt af den lokale befolkning, men ingen kunne fortælle mig oprindelsen af navnet, hverken de lokale håndværkere, håndværkerlaug´ene, befolkningen eller lokalavisen.
"Øretæverne" tjener ikke kun et dekorativt formål, for de har i høj grad også en konstruktiv funktion. Som I kan se på mine medfølgende billeder, bærer de de overliggende murstensskifter, og der er mange af dem i lille Svaneke. Over 100 huse er forsynet med "øretæver", udført i alverdens faconer og farver.
Mine undersøgelser førte mig frem til, at de med en "til vished grænsende sandsynlighed" er opstået i forbindelse en lov fra 1832 om brandsikring af husene i landets købsteder. Svaneke har så udviklet sin helt egen tradition for udvikling af gavlknægte, formentlig inspireret af byens skibsbyggertradition, og det er en meget lokal østbornholmsk tradition, for der findes kun øretæver i Svaneke, Listed, Aarsdale og Nexø. Andre steder på øen findes de ikke, og det gælder også i resten af Danmark.
Se spørgsmålet er så, om I vil acceptere en artikel der indeholder en "til vished grænsende sandsynlighed"?
Jeg har skrevet en artikel om øretæverne i Svaneke til tidsskriftet "Bygning By og Land" fra december 1998, men det gjorde jo ikke noget, at øretæverne blev kendt af nogle flere, for de er et morsomt og overraskende indslag i bybilledet.
Med venlig hilsen
Arkitekt Anne Fogh
Holger Danskes Vej 60, 4. sal
2000 Frederiksberg