Kære medlemmer.
Dette er en beretning fra mit besøg i Göteborg til FSCONS
(http://www.fscons.org/), hvor jeg deltog som en repræsentant for
Wikimedia Danmark. Jeg havde fået tildelt et deltagersponsorat af
FSCONS, der så ville betale entré, overnatning, frokost på
konferencen, samt entré og middag til festen lørdag.
Rejseomkostningerne får jeg dækket af Wikimedia Danmark (og tak for
det), mens jeg selv har betalt for drikkevarer og en del mad.
Jeg ankom til Göteborgs centralstation
(http://da.wikipedia.org/wiki/Göteborgs centralstation) fredag kl.
14:32, hvorefter det tog mig noget tid at finde ud, hvordan
stationen og dens busholdeplads var indrettet. Det viste sig, at der
er tre stoppesteder for busser og sporvogne, hvor de fleste kun
standser det ene sted. Men jeg fandt min linje 16, der utroligt nok
viste sig at være en dobbelt ledbus - dvs. med to led
(http://da.wikipedia.org/wiki/Ledbus). Den kørte mig til Lindholmen
(http://sv.wikipedia.org/wiki/Lindholmen, Göteborg), hvor jeg skulle
finde IT-universitetet
(http://sv.wikipedia.org/wiki/IT-universitetet i Göteborg). Her
ville jeg få udleveret nøgle til det sted, jeg skulle overnatte.
Efter at have ledt efter den rigtige person på den rigtige etage i
en 10 minutter, fandt jeg vedkommende. Jeg skulle overnatte hos SGS
Veckobostäder (http://www.sgsveckobostader.se/se) i et
dobbeltværelse med eget bad/toilet og et arbejdsbord. Stedet lå i
den anden ende af byen, så jeg skulle tilbage til centrum og skifte
til en anden bus og derefter gå nogle hundrede meter.
Fredag kl. 19 var der arrangeret en velkomstreception, hvor man
kunne købe øl og snacks, samt møde folk. Jeg mødte bl.a. en herre
fra Vestafrika, der var bosat (og arbejdede) i Norge, som snakkede
vældig meget om alt muligt. Derudover mødtes jeg også med Wikimedia
Sveriges bestyrelsesmedlem Lars Aronsson
(http://sv.wikipedia.org/wiki/Användare:LA2), som forinden havde
forsøgt at arrangere et nordisk møde ved arrangementet. Imidlertid
deltog der ikke andre Wikimedia-chapters end Sverige og Danmark. Det
viste sig hurtigt, at han havde en større udstilling med i sin taske
(se vedhæftede Udstilling.jpg). Vi snakkede en del sammen omkring
lidt af hvert. Han var specielt interesseret i, hvilke aktiviteter
vi arbejder med i Wikimedia Danmark. Her måtte jeg jo bekende, at vi
ikke havde nogen store aktiviteter. Men han fortalte bl.a. om deres
succes ved bogmessen i Göteborg
(http://sv.wikipedia.org/wiki/Bokmässan) og spurgte, om der ikke
fandtes et tilsvarende arrangement i København. Og vi har i
bestyrelsen besluttet os for at besøge Bogforum 2010
(http://www.bogforum.dk/) med henblik på at vurdere mulighederne for
en udstilling til næste år.
Det var i store træk fredag.
Lørdag startede konferencen kl. 10, men jeg sov lidt længe, tog en
løbetur og spiste morgenmad på et nærliggende konditori, så jeg var
ikke på Lindholmen før kl. 11:30. Her havde deltagerne til Wikimedia
Sveriges "udstilling" vokset betydeligt. De kunne alle kendes på
deres røde t-shirt (se vedhæftede T-shirt.jpg). Men jeg slog mig ned
og talte om løst og fast med deltagerne. Bl.a. om medlemstal. Det
var vistnok Lars Ainali
(http://sv.wikipedia.org/wiki/Användare:Ainali), som berettede, at
de også i starten havde haft svært ved at hverve medlemmer. Men
efter at de for alvor fik stablet aktiviteter på benene, var der
flere, som ville være medlemmer. Desuden fortalte jeg, at vi var ved
at arbejde med nogle brochurer til at fortælle om foreningen og
Wikimedias projekter (http://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia
Danmark/Projekter/Brochure). Tilsyneladende er der i løbet af
sensommeren/efteråret blevet lagt en del materiale ud på Outreach
Wiki (http://outreach.wikimedia.org/Main Page), som vi i den
forbindelse enten kan oversætte eller lade os inspirere af. Og
omvendt kan vi bidrage med det, som vi allerede har.
Jeg deltog i to forelæsninger - en om kønsskævheden i denne
computerverden (http://www.fscons.org/using/women-floss) og en om at
skabe en frit licenseret plakat med fri software
(http://www.fscons.org/fs/poster-45-minutes).
Om aftenen var der lejet busser, der kørte os til Berg 211
(http://www.berg211.se/), hvor aftenens fest blev afholdt. Her var
der rig mulighed for at "netværke" over en øl (eller flere). Bl.a.
introducerede Lars Aronsson mig for Anne Østergaard
(http://www.easterbridge.dk/anne.html) og spurgte hende, hvordan
Wikimedia Danmark kan blive bedre og få kontakter. Uden tøven nævnte
hun Ole Tange (http://ole.tange.dk/), der bl.a. er medlem af
IT-Politisk Forening (http://www.itpol.dk/). Desuden havde jeg en
lille diskussion med et par islændinge om, hvordan Wikipedia kan
forbedres. Et forslag var bl.a., at lade den 1. april være "fri
leg", hvor hærværksudøverne får (delvist) frit løb til at udleve
deres fantasier. Teorien var, at de så ville have brændt krudt nok
af for resten af året og ville miste interessen. Dette tvivler jeg
nu stærkt på vil realisere sig. I baren mødte jeg tre fyre fra
Creative Commons Danmark (http://www.creativecommons.dk/) -
heriblandt Christian Villum (http://autofunk.dk/). De var meget
interesserede i at høre en præsentation af, hvem/hvad Wikimedia
Danmark er. Jeg fortalte bl.a. om, at jeg havde puslet med en idé
til en brochure om korrekt kreditering og anvendelse af medier fra
Wikimedia Commons, da jeg tit oplever, at medierne ikke anvender
korrekt kreditering. Den slags forkerte anvendelser, ville de gerne
skrive om på deres blog. Lidt senere blev samtalen noget mere
uformel og handlede om alt muligt andet.
Ved 23-tiden var en del folk forsvundet og jeg tog selv tilbage til
SGS Veckobostäder og sov.
Søndag passede også med, at jeg nåede frem til frokost. Jeg fik
snakket endnu mere med folk fra Wikimedia Sverige og fik selv
lejlighed til at præsentere foreningen og projekterne for nysgerrige
folk. Men jeg nåede at fange den sidste del af Ole Tanges foredrag
(http://www.fscons.org/fs/gnu-parallel) og snakke med ham. Jeg
fortalte, at jeg som repræsentant for Wikimedia Danmark havde mødt
Anne Østergaard, som anbefalede os at mødes. Det var han enormt
interesseret i. De arbejder primært med borgerrettigheder på
Internettet (f.eks. logningsbekendtgørelsen), men også områder som
f.eks. ophavsret. Vi skulle bare skrive en mail til ham, så kunne vi
finde ud af en dag at mødes, så vi kunne diskutere det fremtidige
samarbejde.
Efter frokostpausen var der et foredrag om ophavsrettens historie og
dens uheldige konsekvenser
(http://www.fscons.org/ethics/keynote-ethics-intellectual-monopolies).
Desuden et foredrag om, hvordan dagens lovgivning om ophavsret
udfordres af den digitale verden
(http://www.fscons.org/making/challenges-copyright-shift-towards-collaboration).
Til sidst udviklingen i svenske kommuners anvendelse af digitale
mødereferater og fri software
(http://www.fscons.org/fs/public-sector-ict-procurement).
Aftenen sluttede med salg af øl og snacks, hvor man så kunne
"mingle" med folk. Hvilket jeg så gjorde. Men ved 22-tiden tog jeg
hjem for at sove, da jeg skulle tidligt op om mandagen og med toget
hjem kl. 7:42.
Konklusion:
FSCONS er ikke direkte relevant for Wikimedia Danmark at deltage i.
Konferencen handler om fri software generelt. Både "nørder" og mere
"almindelige" mennesker deltager. Men alle har i større eller mindre
grad en berøringsflade, der er relevant. Men mit besøg hos Wikimedia
Sverige viser, at der helt generelt er interesse fra deltagerne i
både Wikimedia/Wikipedia generelt og chapteret i Sverige. Der var
ikke så mange deltagere fra Danmark, men det indgår jo også i vores
formålsparagraf at arbejde generelt for Wikimedia Foundations
projekter - også selvom det ikke nødvendigvis er på dansk/vedrører
Danmark specifikt.
En del af foredragene kan have interesse for vores arbejde - både på
kort og langt sigt. Herudover kan foredragene også være interessante
for mange af foreningens medlemmer personligt.
Til slut er der jo klassikeren med, at der er rig mulighed for at
"netværk" med folk fra mange lande - ikke kun fra Norden. Hvis andre
nordiske Wikimedia chapters deltager fremover, kan der også blive
god mulighed for at arbejde sammen med dem.
Min personlige mening er, at Wikmedia Danmark bør være repræsenteret
til næste år. Så må vi se, hvor stor en udstilling vi kan stable på
benene. Hvis FSCONS ikke kan tildele os deltagersponsorater, kan vi
måske dele betalingen mellem foreningen og repræsentanten.
Deltagergebyret var i år på 42 EUR (ca. 315 DKK) for entré, frokost
og fest. Togrejse København-Göteborg T/R koster fra omkring 620 SEK
(ca. 500 DKK) - der er dog glimrende mulighed for at finde gode
tilbud.
Hvis nogen har spørgsmål, vil jeg naturligvis hjertens gerne svar på
dem. Så bare spørg løs!
--
Mange hilsner
Simon van Studinski
simon@studinski.dk