Kære alle.
I den sidste weekend besøgte jeg Wikimedia
Conference, som i 2013 foregik i Milano. Besøget har flere
formål: Mødes med folk fra vores herlige fællesskab (at "netværke").
Se og høre hvordan udviklingen går både i enkelte lande, specifikke
projekter og helt overordnet med Wikimedia Foundations mange
projekter. Plus endelig simpelthen at nyde det hele.
Jeg fremlagde en kort
præsentation om hvad Wikimedia Danmark har beskæftiget sig
med i løbet af 2012.
Der er især to ting, som jeg lagde mærke til på konferencen: De
nationale chapters, der skal fremme projekterne, vokser. Dette
betyder at flere og flere er nødt til at ansætte (betalt) personale
til at håndtere de mange opgaver. F.eks. er Wikimedia Sverige i gang
med at omstille sig fra et projekt kørt på frivillig basis til at
være en professionel organisation med overenskomstansatte og en
bestyrelse, der nu mere træffer overordnede beslutninger. Det næste
er at der også begynder at være brugergrupper, der i modsætning til
chapters ikke er tilknyttede lande. Eksempler på disse er Wikipedia
på esperanto og Wikivoyage.
Under konferencen og beretninger om de forskellige aktiviteter, har
jeg plukket nogle ting ud, som jeg fandt interessante at dele med
jer andre:
Wikimedia Canada fortalte om deres fotodag og hvordan konkurrencer
kan gøre det mere interessant: Præmiering af billeder ud fra
forskellige kategorier; f.eks. "bedste mobilfoto", "flest likes på
facebook", afstand fra byens centrum. De opfordrer dog også til at
have en plan B, da den fastsatte dag havde særdeles dårligt vejr.
Men ikke desto mindre blev det en succes med relativt stort fremmøde
på mange forskellige transportmidler.
Wikimedia Estland havde i samarbejde med Det Danske
Kulturinstitut i Riga arrangeret en projektkonkurrence om
Danmark. Desværre glemte de at kontakte Wikimedia Danmark. Men til
næste gang kunne det være interessant med den slags projekter, der
kører sideløbende i to lande.
Wikimedia Frankrig har i en række fransk-talende afrikanske lande
gennemført et projekt med offline-redigering af Wikipedia. Offline
fordi strømforsyningen i mange områder er overordentlig ustabil. Ved
at lade en særlig router hente dataene ned, kan brugerne f.eks.
oprette nye artikler og læse eksisterende artikler, selvom der ikke
er adgang til internettet.
Routeren blev sendt med diplomatpost via udenrigsministeriet i
Paris. Det vakte naturligvis interesse i ministeriet omkring
projektet. Ad omveje fik efterretningstjenesten også nys om at der
var noget Wikipedia; og fandt endda ud af at der stod uønsket
information.
Wikimedia Italien har med skoler i forskellige regioner gennemført
et samarbejdsprojekt gennem et (skole)år hvor de får et "ansvar" for
deres egen Wikipedi-artikel. På denne måde kan man bruge elevernes
energi på noget konstruktivt. Endvidere har de sendt deres egen
fotograf med pressekort til fodboldkampe for at tage fri billeder.
Wikimedia Ukraine gennemførte en WikiEkspedition på cykel. Således
kunne man nemt og billigt dække et område, der kunne beskrives og
fotograferes. (Måske kunne der også være lidt hjælp til
OpenStreetMap.)
Wikimedia Ungarn arrangerede i anledningen af foråret at man på den
ungarsk-sprogede Wikipedia gennemførte en forårsrengøring. Det viste
sig at være en god måde at få ryddet op i dårlige (og gamle)
artikler. Endvidere havde man en rullende udstilling af vindere fra
Commons-konkurrencen Picture
of the Year, samt de nationale Wiki
Loves Monuments-konkurrencer, som arrangeres af en række
chapters. Udstillingen blev bl.a. vist på en række banegårde.
Endelig præsenterede Nicole Ebber (Wikimedia Tyskland) og Jan Ainali
(Wikimedia Sverige) et projekt, der skal udmønte i at koordinere og
dele erfaringer mellem forskellige chapters. Håbet er at lette
adgangen til ressourcer og erfaringer. Ved at have ansat personale
(i Tyskland), der konkret arbejder med at have fingeren på pulsen,
kan man netop hjælpe og skabe kontakter på tværs af grænser. Starten
er en wiki-side
og et regneark.
--
Mange hilsner
Simon Van Studinski
simon@studinski.dk